Nedsynkning af underlivet skyldes svækkelse af bækkenbunden. Årsagen til denne svækkelse kan være fødsler, langvarig hoste eller overvægt.
Ved nedsynkning er det enten blæren, der glider ned sammen med skedens forvæg eller endetarmen, der glider ned sammen med skedens bagvæg eller livmoder og livmoderhals, der glider ned sammen med skedens "top". Dette kan medføre ubehag i form af fremmedlegemefølelse, tyngdefornemmelse, besvær med at holde på vandet (inkontinens), eller problemer med afføringen.
Operationen
Operation foretages i lokal- eller fuld bedøvelse og foretages op gennem skeden. Noget af slimhinden fjernes, og skedevæggen forstærkes med tråd. Operationen efterlader ikke synlige ar. Der vil under operationen blive oplagt et kateter i blæren og evt. en gazemeche i skeden, som skal ligge nogle timer efter operationen. Man vil almindeligvis være indlagt 1 døgn - i enkelte tilfælde 2-3 døgn, afhængig af operationens omfang.
Efter operationen
Trådene er selvopløsende, og skal derfor ikke fjernes. Du vil få udleveret en tid til kontrol ca. 4 uger efter operationen. Der kan i de første uger være lidt blødning og udflåd. Efter operationen kan der være moderate smerter. Smerterne kan lindres med håndkøbsmedicin f.eks. paracetamol (Pinex, Pamol, Panodil eller Paracetamol) á 500 mg, 2 stk. op til 4 gange i døgnet. Er der behov for yderligere smertestillende medicin, medgives dette ved udskrivelsen.
Efter operationen bør du holde dig i ro i ca. 1 uge, herefter kan daglige aktiviteter gradvist genoptages. Du bør dog regne med at være sygemeldt i ca. 4 uger.
Det er vigtigt at holde maven i gang. Det kan du gøre ved at spise svesker, grøntsager, groft brød og drikke rigeligt vand. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan der suppleres med tablet Magnesia (fås i håndkøb på apoteket).
Sport (cykling, løb m.m.), tunge løft, karbad, svømmehal, havbad og samleje bør dog undgås i ca. 4 uger. Samleje kan medføre smerter de første gange efter operationen, smerterne kan lindres ved anvendelse af lidt jordnøddeolie eller eksplorationscreme, som kan købes på apoteket. Det er dog vigtigt, at der ikke går for lang tid inden samlivet genoptages, da skeden derved kan forsnævres pga. ar dannelse.
For at undgå tilbagefald er det vigtigt fortsat at undgå tunge løft, fortsat at holde maven i orden, og at du fortsat hyppigt laver knibeøvelser.
Risiko for komplikationer
Det er sjældent, at der opstår komplikationer i forbindelse med denne operation, men der er som ved enhver anden operation risiko for blødning og infektion.
Vejledende priser
Operation for nedsunken forvæg i fuld bedøvelse, 1 overnatning + kontrol 25.000 kr.
Operation for nedsunken bagvæg i fuld bedøvelse, 1 overnatning + kontrol 25.000 kr.
Operation for nedsunken for- og bagvæg i fuld bedøvelse, 1-2 overnatninger
+ kontrol 35.000 kr.
Der tages forbehold for prisændringer
Operatør
Birger Møller, speciallæge i gynækologi