Bihulekirurgi

Operation for kronisk bihulebetændelse/polypper i bihulerne og næsen.

Inden operationen kommer du til en forundersøgelse hos øre-næse-hals specialisten. Er der ikke tidligere lavet CT-skanning, skrives der en henvisning mhp. at få lavet en CT-skanning. Skanningen er nødvendig for kirurgen forud for operationen.
Hos nogle er der behov for behandling med Prednisolon tabletter, 50 mg dagligt i 4 - 5 dage inden operationen, kirurgen vurderer behovet ved forundersøgelsen.
Sørg for at have nogle isterninger parat i fryseboksen. Sørg for at have handlet ind til et par dage, da næsen har bedst af ro efter operationen.

Operationen
Det drejer sig om en kikkertoperation, hvor man gennem næsen går ind og fjerner det syge væv i bihulerne og næsen. Operationen foregår som regel i fuld bedøvelse og er derfor smertefri. De fleste har heller ingen særlige smerter efter operationen.
Under operationen anbringes tamponer i næsen, som skal forhindre blødning.

Efter operationen
Du skal holde dig i ro på operationsdagen, men må gerne være oppegående. De første par dage bør du ligge med hovedet højt i sengen, brug et par store puder eller læg et par klodser, mursten, store bøger eller lign. under hovedenden af sengen. 
Spis blød, ikke for varm mad.
Almindeligvis er der ingen særlige smerter efter operationen. Hvis du får ondt, kan du tage lettere smertestillende medicin, som. f.eks. paracetamol (Pinex, Pamol, Paracetamol eller Panodil) á 500 mg, 2 tabletter gange 3-4 i døgnet.
Ved næseblødning kan der være behov for at behandle med Cyklokapron tabletter i nogle dage efter operationen.
Mindst 3 gange om dagen og så snart næsen føles tilstoppet, skal du snuse saltvand op i næsen for at skylle og rense den for slim og skorper.

Fremstilling af saltvandsopløsning til indsnusning: Der skal anvendes 1 knivspids salt til 1 glas lunkent vand fra vandhanen. Opløsningen indsnuses herefter gennem næsen fra glas, ske eller lign.
De første dage må du ikke pudse næse, men gerne snøfte (suge bagud).
Der kan, som følge af skylningerne, komme lidt tørhedsfornemmelse i næsen, hvilket kan modvirkes ved at smøre vaseline rundt i næseboret. 
Du må ikke drikke alkohol og helst ikke ryge i en uge.
Du vil få fjernet tamponerne i næsen ca. 4 dage efter operationen, og næsen bliver efterset og renset ved hjælp af kikkert og sug. Herefter bliver der længere og længere mellem kontrollerne, og forløbet bliver normalt afsluttet efter ca. 2 - 3 uger.
Ved generende næseblod anbefales plastpose med knust is over næse og bihuler, desuden tilrådes det at sutte isterninger samt at have hævet hovedgærde eller sove i siddende stilling.
Ved nysetendens tilrådes at tage antihistamin tabletter (fås i håndkøb).
Kommer der feber, stærke smerter eller kraftig næseblødning, må du ringe til kirurgen.
Hvis du ved problemer, ikke kan få kontakt til kirurgen, skal du rette henvendelse til klinikken eller evt. lægevagten. Selv om du er opereret på en privatklinik, får du den samme hjælp som alle andre hos læger eller på sygehuset.
Du må ikke pudse næse den første uge efter operationen. Efter et par uger, når nye slimhinder er vokset ud, skal du starte med næsespray.

Du skal være sygemeldt 8 - 14 dage og må holde pause fra hård fysisk anstrengelse, sport og lign. i ca. 4 uger.

Vejledende priser
Operation for bihulebetændelse                                   20.000 kr.
Efterfølgende kontrol med skopisk oprensning                  3.500 kr.

Det er kirurgen, der vurderer, hvor mange oprensninger, der er behov for efter operationen, oftest 1 - 3 gange.

Der tages forbehold for prisændringer

Operatør
Aksel Grøntved, speciallæge i øre- næse- halskirurgi