Fjernelse af mandler og/eller polypper

Halsbetændelse og dårlig ånde skyldes næsten altid infektion i mandlerne.
Har man ofte halsbetændelse eller dårlig ånde hjælper det derfor at få fjernet mandlerne.
Desuden kan mandlerne ofte blive så store, at de delvis lukker for luftpassagen, så man må trække vejret gennem munden. Dette irriterer slimhinderne og kan medføre snorken.
Hos børn og unge kan man normalt fjerne mandlerne uden gener, men hos voksne over 30 års alderen kan man i nogle tilfælde få en varig irritation i svælget (halskatar).

Operationen
Mandlerne fjernes i fuld bedøvelse. Normalt kan du komme hjem 2-4 timer efter operationen, hvis du bor mindre end 30 km fra klinikken. Bor du længere væk må De overnatte på klinikken eller hos bekendte i nærheden.

Efter operationen
Efter fuld bedøvelse må man ikke være alene eller køre bil det første døgn - så lav en aftale om afhentning eller tag en taxi hjem.
Køb smertestillende tabletter som f.eks. paracetamol (Panodil, Pinex, Paracetamol og Pamol á 500 mg) på apoteket inden operationen. Sørg for at have nogle isterninger parat i fryseren. Sørg for at have handlet ind til et par dage, da halsen har bedst af ro efter operationen.
Maden skal være blød og ikke for varm de første døgn.
Kolde drikke og is er altid godt. Franskbrødet skal være uden skorper.
Alkohol øger risikoen for blødning og må først nydes efter 10 dage.
Fra 3. dagen må De spise normalt.
I 10 dage efter operationen skal man undgå fysisk anstrengelse, ikke indtage alkohol og helst ikke ryge.
Det gør altid ondt i halsen efter operationen. Tag gerne både Panodil eller lign., samtidig med et andet smertestillende middel (f.eks. Xefo) - det lindrer godt. Præparater som indeholder acetylsalicylsyre f.eks. Magnyl skal undgås, da de øger risikoen for blødning.
Tag altid smertestillende før sovetid de første par dage. Smerterne kulminerer gerne 2. eller 3. dagen og fortager sig herefter for normalt at være væk efter 1 uges tid. I visse tilfælde kan der dog være smerter i flere uger.

Der er normalt let temperaturstigning på aftenen efter operationen. Feberen er normalt borte næste morgen. Såfremt dette ikke er tilfældet, må du tale med din egen læge eller klinikken.
Det kan ske, at du kommer til at bløde fra halsen. Risikoen er størst det første døgn samt ca. ugedagen efter operationen. Hvis du spytter blod eller kaster blod op, skal du sidde op og sutte på isterninger. Hvis blødningen stopper, skal du ikke  gøre mere, hvis den fortsætter skal du kontakte kirurgen.
Hvis du ved problemer, ikke kan få kontakt til kirurgen, skal du rette henvendelse til lægevagten eller skadestuen. Selv om du er opereret på en privatklinik, får du den samme hjælp hos læger eller på sygehuset.

Fjernelse af mandler hos børn
Der opereres på børn over 25 kg.

Vejledende priser
Operation i fuld bedøvelse, ambulant                           16.000 kr.
Operation i fuld bedøvelse, 1 overnatning                     20.000 kr. 

Der tages forbehold for prisændringer

Operatør
Aksel Grøntved, speciallæge i øre- næse- halskirurgi