Næsens vigtigste funktioner er at opvarme, rense og fugte indåndingsluften, men næsens udseende har også stor betydning.
Da næsen er placeret centralt i ansigtet får den stor betydning for, hvordan vi oplever hele ansigtet og dermed personens ”udseende”.
Klik på fotos
Dobbeltbillederne 1 - 6 viser parvis næsen før og efter næsekorrektion. I alle tilfælde er operationen udført i fuld bedøvelse.
Forundersøgelse
Kirurgen undersøger og tager foto af næsen, og det aftales, hvad der skal ændres. Kun hvis kirurgen vurderer, at ønskerne er realistiske, bliver der tale om operation.
De er velkommen til at have en ledsager med til forundersøgelsen.
Før operationen
Sørg for at have isterninger i fryseren.
Sørg for at have handlet ind til et par dage, da næsen har bedst af, at man holder sig i ro efter operationen.
Tag ikke smertestillende med acetylsalicylsyre (Kodimagnyl, Magnyl o.l.) i 1 uge før eller efter operationen, da det øger risikoen for blødning. Ved behov for smertestillende medicin kan tages 2 tabletter Paracetamol/Pinex/Panodil/Pamol á 500 mg, maks. 4 gange dagligt.
Operationen
En næseoperation varer 1 - 2 timer i lokal bedøvelse eller fuld bedøvels, afhængig af operationstype. Ved operationen kan ændres på formen af brusk og knogle, derved ændres næsens facon.
Der bliver normalt ingen synlige, udvendige ar. Ved operation på næsetippen bliver der dog et mindre ar lige under næsen svarende til skillevæggen. For at støtte den nyopererede næse lægges der tamponer og små rør i næsen. Udvendigt støttes næsen af plaster samt evt. gips.
Efter operationen
Efter fuld bedøvelse skal man hvile ca. 3 timer på klinikken. Man må ikke være alene eller køre bil det første døgn,- så lav en aftale om afhentning eller tag en taxa hjem.
Normalt er der let trykkende hovedpine, og der kan være smerter i næsen. Mod smerterne kan tages 2 tablet Paracetamol/Pinex/Panodil/Pamol á 500 mg, maks. 4 gange dagligt. Læg evt. en pose med knuste isterninger hen over pande, næse og øjne, det mindsker også hævelsen. Sut evt. på isterninger, det køler og lindrer samt mindsker risiko for blødning.
Øjnene kan løbe i vand, og der kan være blodigt slim eller småblødning fra næsen. Efter operationen vil der være lidt siven af blodtilblandet slim under næsen, dette er ganske normalt. I sjældne tilfælde kan der komme næseblod dvs. vedvarende frisk blødning fra næsen.
Der kan komme blå rande og hævelse omkring øjnene (”sæbeøjne”) de første dage efter operationen - dette svinder i løbet af en uge.
Man må kun pudse næse med forsigtighed, men gerne suge indad (snøfte).
Ved nysen skal munden åbnes højt op, så der ikke kommer overtryk til næsen. Ved nysetendens tilrådes at tage antihistamintabletter (fås i håndkøb).
Ved generende blødning anbefales ispose som ovenfor nævnt, desuden tilrådes det at sutte på isterninger, samt at hæve hovedgærdet på sengen eller sætte sig op.
De første par dage bør man ligge med hovedet højt under søvn. Brug et par store puder eller læg et par klodser, mursten eller store bøger under hovedenden af sengen.
Kontrol efter operationen
Bandagen fjernes på klinikken 5 - 8 dage efter operationen. Slimhinderne kan være temmelig irriterede, og der kan være tendens til skorper i næsen i flere uger efter operationen. Snus lidt saltvand op i næsen flere gange dagligt efter behov (en knivspids salt i et glas lunkent vand fra vandhanen). Smør næsen og næseborene med Klorhexidinsalve, fed håndcreme eller vaseline. Tag den med ro i 10 dage uden særlig anstrengelse og uden alkohol. Stærk fysisk aktivitet og sport frarådes i 4 - 6 uger (håndbold, ridning, kampsport og lignende dog 8 uger).
Senere
De første uger efter operationen vil næsen være hævet og øm og i nogle tilfælde kan den være lidt øm i flere måneder.
Efter ca. 3 måneder, når det meste af hævelsen er væk, tilbydes en kontrol på klinikken.
Næsen kan ændre sig i op til 18 måneder efter operationen, dette skyldes, at det arvæv der dannes ved operationen ganske langsom skrumper.
Komplikationer og bivirkninger
Ca. 5-10 % af næseopererede får små utilsigtede ujævnheder, disse kan korrigeres i lokal bedøvelse.
Der er sjældent komplikationer efter en næseoperation. Efter ca. 1 % af operationerne kommer der infektion. Det mærker man ved feber og utilpashed og evt. tiltagende smerter inæsen.
I sjældne tilfælde (ca. 0,5 %) kan der komme næseblod dvs. vedvarende drypvis, frisk blødning fra næsen.
Ganske få kan være allergiske overfor plasteret. Hvis det er tilfældet vil huden være rød og irriteret når bandagen fjernes. Huden falder som regel til ro i løbet af få dage.
Kommer der feber, stærke smerter eller kraftig næseblødning, skal du ringe til næsekirurgen eller til H. C. Andersen Klinikken. Er der ingen at træffe, skal du rette henvendelse til lægevagten eller skadestuen. Selv om du er opereret på en privatklinik, får du den samme hjælp som alle andre hos læger eller på sygehuset.
Priser
Prisen for næseoperation er meget individuel.
Forundersøgelse 500 Kr.
Ambulant operation i lokal bedøvelse 11.500 - 21.000 Kr.
Ambulant operation i fuld bedøvelse 16.000 - 35.000 Kr.
Der tages forbehold for prisændringer
Operatør
Aksel Grøntved, speciallæge i øre- næse- halskirurgi.