Årsagen til knystdannelse ved storetåens grundled er ofte ukendt, dog ses en arvelig tendens.
Knystoperation foretages kun, hvis der er vedvarende trykgener fra fodtøjet.
Operationen
Operationen foregår oftest i lokal bedøvelse suppleret med afslappende og smertestillende medicin, evt. i fuld bedøvelse.
Der findes flere forskellige operationsmetoder af knystdannelse. Kirurgen beslutter ved forundersøgelsen, hvilken metode, der er bedst egnet.
Fælles for operationerne er, at kirurgen fjerner selve knystdannelsen. For at rette storetåens skævhed op, laver kirurgen en gennemsavning af mellemfodsknoglen, og knoglen fikseres herefter med en indvendig titaniumskrue.
Såfremt dette ikke er tilstrækkeligt til at rette skævheden op, kan indgrebet suppleres med en opretning på storetåens grundstykke. Denne opretning sker bl.a. ved indsættelse af en Titaniumskrue.
Efter operationen
Det er meget vigtigt, at benet er mindst muligt nedad de første 2 døgn. Dette for at mindske blødning og hævelse og dermed også mindske smerterne. De 2 første døgn skal du - så vidt muligt - undgå at støtte på foden. Fra 3. - 7. døgn må du gradvist optrappe støttefunktionen fra minimal støtte til let støtte. Fra 8. døgn må du begynde at støtte fuldt ud.
Du kan forvente at blive udskrevet fra klinikken ca. 3 timer efter operationen. På hjemturen er det vigtigt, at du kan have benet liggende vandret i bilen, f.eks. på bagsædet.
Der vil være behov for smertestillende tabletter de første uger. Behovet vil selvfølgelig være størst de første dage. Det anbefales, at du fast tager tablet Panodil (Pamol, Pinex eller lignende) 2 tabletter á 500 mg x 4 pr. døgn. Dette suppleres i starten med tablet Bonyl á 500 mg x 2 pr. døgn, disse vil blive udleveret på klinikken. Ligeledes vil du ved stærke smerter få udleveret nogle få tabletter Ketogan, såfremt det skønnes nødvendigt.
Smerterne vil aftage gradvist, og du kan selv nedsætte antallet af smertestillende tabletter, alt efter hvor ondt du har. Der kan gå op til mange måneder, før ømheden svinder helt.
Efter operationen bliver der lagt en forbinding på foden, denne skal blive siddende til trådfjernelsen på 14. dagen. Ved gennemblødning af forbindingen skal den skiftes og du skal i det tilfælde kontakte H. C. Andersen Klinikken.
Afhængig af operationsmetoden vil du evt. blive forsynet med en tåskinne ved trådfjernelsen, denne skal sidde yderligere 6 uger.
Du vil efter operationen blive udstyret med en hælsko og 2 albuestokke. Hælskoen skal anvendes i 4-6 uger, i denne periode er det ikke tilladt at være fører af motorkøretøj. Både hælsko og albuestokke bedes afleveret til H. C. Andersen Klinikken igen efter endt brug.
Du kan forvente genoptagelse af evt. arbejde efter ca. 6 - 8 uger. Sport kan genoptages efter ca. 12 - 16 uger.
Praktiske oplysninger
På operationsdagen bedes du medbringe praktisk fodtøj, dvs. en flad sko, som du står fast i, og som sidder fast på foden. Når du begynder at gå mere omkring, er det godt med en sko, der har samme højde som hælskoen så du undgår rygsmerter.
Efter operationen bliver du udstyret med en lidt fyldig forbinding, hvorfor det er praktisk med løstsiddende bukser, evt. nederdel.
Du bedes inden operationen overveje, om dit hjem er indrettet således, at du kan komme omkring med albuestokke.
Hvis du bor alene, bør du handle ind inden operationen.
Du er velkommen til at kontakte H. C. Andersen Klinikken ved tvivlstilfælde. Vi kan evt. være behjælpelige med bestilling af hjemmehjælp, midlertidige hjælpemidler, madordning eller transport, såfremt du er berettiget til dette.
Risiko for komplikationer
Der er, som ved enhver anden operation, risiko for blødning, infektion og ændret følsomhed omkring operationsarret. Risikoen for infektion er større pga. det indvendige fiksationsmateriale.
Endvidere er der risiko for nedsat bevægelighed og stivhed sv.t. grundleddet.
Vejledende pris
Amb. knysteopr., i lokalbedøvelse + rus 12.500 kr.
Der tages forbehold for prisændringer
Operatør
Jens Ulrik Wester, speciallæge i fodkirurgi