Du er her: Forside » Ortopædkirurgi » Håndkirurgi » Dupuytrens kontraktur / kuskefingre/krogede fingre

Dupuytrens kontraktur / kuskefingre

Kuskefingre skyldes en langsom fremskreden knudedannelser i håndfladen. 
Knudedannelsen giver med tiden stramning i senehinden med heraf følgende krumning af en eller flere fingre. Oftest rammes lillefingeren først og værst og herefter evt. ringfingeren og langfingeren. Lidelsen er til dels arvelig og ses ofte hos midaldrende mænd. Tilstanden er smertefri, men meget generende, idet de berørte fingre ikke kan bruges.
I perioder kan der være ømhed af knuderne, hvilket kan betyde, at man må vente med at operere, da risikoen for, at sygdommen kommer igen, er stor.

Operation
Du skal møde 1/2 t. før planlagt operation, da det er vigtigt, at hånden kommer i sæbebad inden selve operationen.
Ved forundersøgelsen er det besluttet, om operationen skal foregå i lokal (regional) bedøvelse eller i fuld bedøvelse.
Inden operationen lægges en stram manchet om armen dels for at undgå blødning og dels for at give kirurgen et bedre overblik.
Operationssnittet lægges i håndfladen, oftest som et zig-zag snit på den berørte finger. 
Opereres flere fingre lægges som regel også et snit i håndfladen. Herefter løsnes og fjernes arvævet fra knudedannelserne, nerverne og senerne. Dette kan være vanskeligt, idet nerverne kan sno sig ud og ind af arvævet.
Såret syes sammen, og der anlægges en gipsbandage eller en polstrende forbinding.

Efter operation
Operationen foregår ambulant, det vil sige, at du kan tage hjem umiddelbart efter operationen. Har du været i fuld bedøvelse vil der gå 2 - 3 timer, inden du kan tage hjem.
Du kan ikke selv køre hjem.
Det er vigtigt at holde hånden højt (over hjerteniveau) de første 3 - 4 dage.
Hvis der er anlagt gips, er det vigtigt, at du bevæger de ikke opererede fingre. Gipsen og trådene vil blive fjernet efter ca. 2 uger.
Forbindingen og trådene vil blive fjernet efter ca. 2 uger.
Der kan være behov for lettere smertestillende medicin efter operationen, 2 tabletter Panodil (Pamol, Pinex, Paracetamol) á 500 mg maks. 4 gange dagligt tilrådes.
Ved behov for stærkere smertestillende udleveres tabl. Bonyl á 500 mg til de første par dage.
Trådene bliver fjernet på klinikken efter ca. 14 dage.
Efter trådfjernelsen er det vigtigt, at du begynder at bruge fingeren/fingrene som normalt.

Risiko for komplikationer
Der er som ved enhver operation risiko for blødning, infektion og ændret følsomhed omkring operationsarret.

Rev. igen 30.10.2020

Vejledende priser

Operation i regional bedøvelse, ambulant 10.500 - 17.000 kr
Operation i fuld bedøvelse, ambulant 14.000 - 18.000 kr

Der tages forbehold for prisændringer

  • Georg Kejlaa

    Georg Kejlaa

 
Site udviklet af Insoft Digital