Behandlingen er kompliceret og indebærer flere operationer, hvoraf den første operation er mest omfattende.
Hvis der er forandringer i begge bryster eller risiko for, at der kommer forandringer - kan behandlingen foretages på begge sider på én gang.
Den rekonstruktive procedure afhænger af vævsmængden på brystet. Hvis der er rigeligt med væv, kan der under første operation placeres en blivende protese i brystet.
Hvis der mangler væv, vil der blive placeret en ekspander i brystet. En ekspander er en ballon, der i løbet af nogle måneder gradvist fyldes med saltvand, således at vævet udvides. Sluttelig erstattes denne ballon med en blivende protese.
Efterfølgende vil der blive rekonstrueret en brystvorte, som senere kan farves ved hjælp af tatovering.
Såfremt behandlingen kun omfatter det ene bryst, kan der, hvis det er nødvendigt, foretages løft/reduktion på det andet bryst, for at opnå bedre symmetri.
1. operation
Fjernelse af kirtelvæv + brystvorte og placering af ekspander eller protese. Operationen foregår i fuld bedøvelse med indlæggelse i 1-2 dage.
Hvis der er ilagt en ekspander, vil denne blive påfyldt 2-4 gange om måneden her på klinikken. Dette foregår ambulant vha. indsprøjtninger af saltvand i ekspanderen.
2. operation
Hvis der er anvendt ekspander, skiftes denne ud med en blivende protese. Der kan evt. samtidig foretages løft/reduktion af det andet bryst, hvis der er behov for dette. Operationen foregår i fuld bedøvelse med 1 overnatning.
3. operation
Rekonstruktion af brystvorte foretages ved anvendelse af eksisterende hud på brystet. Operationen foregår i lokalbedøvelse og ambulant.
Efter 1-2 måneder kan der foretages tatovering af brystvorten, dette foregår ambulant.
Efter operationerne
Efter udskrivelsen fra 1. og 2. operation kan man være oppegående. Man vil kunne klare alt omhandlende ens egen person, men man skal holde sig "roligt" den første uge. Herefter kan ens normale aktiviteter genoptages gradvist. Dog skal man vente med sport og maksimal fysisk arbejde til 4 uger efter operationen.
Sygemelding efter behov, normalt 2-3 uger.
Efter 3. operation skal man forholde sig "roligt" i 2-3 dage - derefter normal aktivitet.
Du bør vente 4 uger med sport.
Trådene vil efter alle 3 operationer blive fjernet ca. 2 uger efter.
Hele behandlingsforløbet strækker sig over ca. 6-9 måneder - afhængig af, om der skal anvendes ekspander.
Smertebehandling
Smerterne kan behandles med tablet Paracetamol, Panodil, Pamol eller Pinex á 500 mg, 2 tabletter op til 4 gange i døgnet.
Risiko for komplikationer
Ved alle kirurgiske indgreb er der risiko for komplikationer i form af infektion, føleforstyrrelser samt periodevise eller kroniske smerter.
| Infektion: |
Risikoen vedr. infektion reduceres ved hjælp af antibiotika, som gives under operationen. Infektion forekommer hos mindre end 1 %. |
| Blødning: | Reduceres ved hjælp af dræn. |
| Føleforstyrrelser: |
|
| Bristning af ar: |
|
| Kapselskrumpning: | Kan afhjælpes ved manuel manipulation eller et mindre operativt indgreb. |
Forventet resultat
Målet med rekonstruktion er, at opnå symmetri i påklædt tilstand. Såfremt behandlingen kun foretages på én side, vil der normalt være en forskel på formen af det rekonstruerede bryst i forhold til det andet bryst.
Såfremt behandlingen foretages på begge sider, vil man kunne opnå større lighed.
Du er velkommen til at have en ledsager med til forundersøgelsen.
Operatør
Jens Pilegaard, speciallæge i plastikkirurgi
Dan Kryh, speciallæge i brystkirurgi
Revideret 01.11.09 af Jens Pilegaard, speciallæge i plastikkirurgi. Revideres igen 01.11.11.