Reduktion af skamlæber

Når man reducerer størrelsen af skamlæberne, er det de små skamlæber (de inderste), der formindskes.
Disse skamlæber er af meget varierende størrelse, hvis de er store, kan det give både fysiske og psykiske gener.
De fysiske gener består i smerter og ubehag i forbindelse med samleje, idet skamlæberne kan blive ført med op i skeden. Der kan også være ubehag i forbindelse med f.eks. cykling, hvor skamlæberne kan komme i "klemme".
De psykiske gener består i det rent kosmetiske, hvis skamlæberne hænger langt nede.

Operation
Operationen udføres oftest i lokalbedøvelse og ambulant. dvs. De kan forlade klinikken umiddelbart efter operationen.
De små skamlæber reduceres således, at de ikke når længere ud end de store skamlæber.
Efter reduktionen syes sårene sammen med selvopløselige tråde, der forsvinder efter ca. 14 dage.
De tilbydes en kontroltid ca. 1 uge efter operationen og ellers ved behov.

Efter operationen
Da området er meget blodrigt, skal man forvente, at der vil være nogen sivblødning og hævelse i dagene efter operationen. Det tilrådes at anvende et almindeligt menstruationsbind.
For at nedsætte risikoen for infektion skal De den første uge efter operationen tage et almindeligt brusebad en gang dagligt samt et sæbebad efter afføring.
Smerter efter operationen kan normalt behandles med tablet Pamol (Pinex, Paracetamol, Panodil) 2 tabletter á 500 mg 3-4 gange daglig.
Der kan forventes svie ved vandladning nogle dage efter operationen.
De skal undlade belastning (cykling, samleje m.m.) af området i 4 uger efter operationen.

Risiko for komplikationer
Der er, som ved enhver operation, risiko for infektion. Tillige kan syningen springe op, hvis man belaster området for tidligt.
Der kan de første uger efter operationen være føleforstyrrelse sv.t. skamlæberne. Følesansen vil sædvanligvis normalisere sig efter 3-4 uger.

Vejledende priser
Forundersøgelse                                                             500 kr.
Reduktion af skamlæber i lokalbedøvelse, ambulant             7.500 kr.

Der tages forbehold for prisændringer

Operatør
Jens Pilegaard, speciallæge i plastikkirurgi

Revideret d. 01.11.09 af Jens Pilegaard, speciallæge i plastikkirurgi. Revideres igen 01.11.12.