Du er her: Forside » Plastikkirurgi » Skæv penis (krummerik)

Skæv penis (krummerik)

Har man en medfødt eller senere tilkommen skævhed af penis i erigeret tilstand, er der mulighed for hel eller delvis opretning vha. et operativt indgreb. Der er kun grund til opretning, såfremt skævheden medfører fysisk besvær i forbindelse med samleje. Der er således normalt ikke grund til operation, hvis generne udelukkende er psykiske. For at få et nøjagtigt intryk af krumningen, skal der medbringes foto af penis i erigeret tilstand, både ovenfra og fra siden.
Stiv- og fastheden af penis i erigeret tilstand opnås idet penis indeholder hulrum omgivet af en ueftergivelig hinde. Under erektion fyldes hulrummene med blod, og pga. den omkransende ueftergivelige hinde bliver penis stiv og fast. Hvis der er - eller tilkommer - forlængelse eller forkortelse lokalt af den ueftergivelige hinde, kan dette medføre skævhed under erektion.

Operation
Operationen udføres normalt ambulant i lokalbedøvelse. Indledningsvis laves en kunstig erektion med indsprøjtning af saltvand. Herefter lægges et tværsnit i huden på penisskaftet svarende til krumningens toppunkt. Der udføres herefter en forkortning af den ueftergivelige hinde ved at forkorte den på den længste side. Såret lukkes med tråde der automatisk går i opløsning.

Efter operationen
Der vil normalt kun være moderate smerter der kan behandles med smertestillende håndkøbsmedicin (Pamol, Panodil, Paracetamol eller Pinex). Der skal påregnes betydelig hævelse og lettere misfarvning af penis. For at mindske dette, anbefales det at anvende stramtsiddende underbukser, således at det er muligt at have penis liggende opad.
Pleje efter operationen består af daglig brusebad med vand og sæbe.
Seksuel aktivitet skal undlades de første 14 dage efter operationen.

Komplikationer
Som ved enhver operation er der risiko for infektion og blødning. Der er endvidere risiko for efterfølgende gener og smerter pga. de tråde der anvendes til forkortningen. Generne kan i sjældne tilfælde være så udtalte at disse tråde skal fjernes, hvilket medfører at der ingen effekt er af operationen.

Du er velkommen til at have en ledsager med til forundersøgelsen.

Revideres igen 16.05.2021

Vejledende priser

Forundersøgelse 700 kr
Ambulant operation i lokal bedøvelse. 12.000 kr
Ambulant operation i fuld bedøvelse. 17.000 kr

Der tages forbehold for prisændringer

  • Jens Pilegaard

    Jens Pilegaard

 
Site udviklet af Insoft Digital