Ved abdominalplastik forstås operation for hængende/løst maveskind - med fjernelse af overskydende hud/underhud.
Problemer med hængende/løst maveskind opstår ofte efter graviditet og fødsel, eller efter større vægttab.
Der kan samtidig være generende hudsprængninger (striae). Samtidig med hængende/løst maveskind kan der også være slaphed og øget afstand mellem mavemusklerne i midtlinien.
Hvis forudsætningerne er til stede, vil alle raske kvinder/mænd kunne få foretaget abdominalplastik.
Operation
Operationen foretages i fuld bedøvelse, og man er indlagt til dagen efter operationen.
Ved operationen lægges der et bueformet snit over begge lyskebånd og skamben.
Fra dette snit løsner man hud/underhud fra underlaget (mavemusklerne). Der løsnes helt op til nederste ribbenskant, dog således at navlen bevares på sin plads.
Herefter kan maveskindet strammes op ved, at man trækker det nedad, og overskydende hud/underhud skæres væk.
Når hud/underhuden er løsnet, kan det konstateres, om mavemusklerne ligger for langt fra hinanden i midtlinien. Er dette tilfældet foretages der korrektion af det, idet musklerne syes sammen, så de atter ligger tæt op af hinanden i midten.
Operationen afsluttes med, at hud/underhud sys sammen sv.t. bikinisnittet. Navlen sys på plads igen, og der indlægges sugedræn - små plastikrør - i operationssåret til at fjerne vævsvæske og småblødning.
Disse sugedræn fjernes som regel dagen efter operationen.
Der anvendes en elastisk, strammende bandage over operationsområdet på maven, og du bliver lejret i sengen, således at man er bøjet lidt sammen for at mindske trækket på sammensyningen.
Efter operationen
Efter operationen skal du forholde dig i ro i cirka 2 uger. Vi fraråder kraftig fysisk aktivitet den første måned efter operationen.
Den elastiske, strammende bandage anvendes i 2 - 4 uger efter operationen. Vi fjerner trådene efter 2 uger.
For at få så pænt et ar som muligt, sætter vi papirplastre på arret og anbefaler, at der fortsættes med dette i 2 -3 måneder. Plastret udleveres ved trådfjernelsen.
Umiddelbart efter operationen er der sårsmerter, og det strammer en del i maveskindet, så det kan være vanskeligt at rette sig helt op. Smerterne og spændingerne kan i almindelighed behandles med tabletter, der udleveres ved udskrivelsen samt Paracetamol, Panodil, Pamol eller Pinex á 500 mg, 2 tabletter op til 4 gange i døgnet. Efter få dage op til 1 uge vil der ikke være problemer med at rette sig helt op.
Arret modnes gradvist i løbet af det første halvår.
Risiko for komplikationer
Ved alle kirurgiske indgreb er der risiko for komplikationer i form af infektion, blødning, føleforstyrrelser samt periodevise eller kroniske smerter. Ved abdominalplastik er der tillige risiko for væskeansamling under det løsnede maveskind og udvikling af dødt væv.
Infektion
For at minimere risikoen for infektion, gives antibiotika under operationen. Infektion forekommer hos mindre end 1 %. Hvis der kommer infektion, kan det blive nødvendigt med yderligere antibiotisk behandling, og evt. åbne sammensyningen på et givent stykke, således at en betændelsestilstand kan udtømmes.
Blødning
Der forekommer blødning under maveskindet efter operationen hos mindre end 1 %. I sådanne tilfælde kan det blive nødvendigt at udtømme blødningen. Dette sker ved, at man åbner syningen på et mindre stykke, og fjerner det størknede blod, der har samlet sig. Samtidig lukkes evt. blødende kar.
Føleforstyrrelser
Der forekommer altid føleforstyrrelser efter operationen i form af nedsat følesans. Dette normaliseres langsomt i løbet af måneder til år. Normaliseringsprocessen kan ikke fremskyndes, og det er ikke altid, at der opnås normal følesans i maveskindet.
Dødt væv
Dødt væv efter en abdominalplastik udvikler sig hos mindre end 1 %.
Hvis der udvikler sig dødt væv, kan det blive nødvendigt at fjerne dette kirurgisk.
Ardannelse
Arrene efter abdominalplastik vil altid være synlige. Vi syr arrene med tråde, der ligger under huden hele vejen, bortset fra start og slutning af syningen, hvor trådene kommer til overfladerne. Det er den teknik, der giver mulighed for den pæneste ardannelse.
Det er dog meget forskelligt, hvor pæne ar det enkelte menneske danner. Man kan have formodning om dette, hvis man tidligere er opereret.
Væskeansamling
Hvis der kommer væskeansamling under maveskindet ses det normalt ved trådfjernelse. Væskeansamlingen kan evt. tappes ud med en kanyle, som føres ind gennem arret. Der er på dette tidspunkt ingen følesans i arret. Væskeansamlingen kan gendanne sig, således at flere tapninger bliver nødvendige.
Risikoen for komplikationer øges ved bla. overvægt, rygning og sukkersyge.
Du er velkommen til at have en ledsager med til forundersøgelsen.
Pris
Forundersøgelse 500 Kr.
Abdominalplastik inkl. narkose, indlæggelse og efterkontrol 29.000 Kr.
Der tages forbehold for prisændringer.
Operatør
Jens Pilegaard, speciallæge i plastikkirurgi
Vivi Bakholdt, speciallæge i plastikkirurgi
Dorte Gad, speciallæge i plastikkirurgi
Revideret 01.09.09. Revideres igen d. 01.09.11. Jens Pilegaard, speciallæge i plastikkirurgi