Øjenlågsoperation
Praktisk information og priser på øjenlågsoperation
Priser på øjenlågsoperation
Nedenstående priser er gældende fra den 01.05.2022.
Forundersøgelse til øjenlågsoperation
Kr. 700,-
Øvre øjenlåg i lokalbedøvelse
Kr. 9.500,-
Nedre øjenlåg i lokalbedøvelse
Kr. 12.500,-
Om øjenlågsoperation
Huden mister sin elasticitet med årene og kan medføre hængende øjenlåg eller poser under øjnene. For mange medfører dette et træt udseende, og i nogle tilfælde kan synet påvirkes. Ved hjælp af en øjenlågsoperation fjernes der hud og væv fra øvre og nedre øjenlåg, så du får et mere friskt udseende.
Effekten af operationen er vedvarende, men resultatet kan påvirkes af kroppens naturlige aldringsproces. Operationen kan gentages.
Et trygt behandlingsforløb
På HCA Klinikken har vi fokus på patienten med kirurger, der lytter til dig og tilrettelægger behandlingen så vidt muligt efter dine ønsker. Du vil være i trygge hænder fra start til slut af behandlingsforløbet, og efter endt operation får du et telefonnummer på kirurgen ved behov for akut lægehjælp.
Ved al plastikkirurgi betaler du for den første forundersøgelse, og alle efterfølgende forundersøgelser og kontroller er gratis.
Vi gør opmærksom på, at behandlingen er individuel, og at resultatet varierer fra person til person.
Patientinformation for øjenlågsoperation
Forundersøgelse
Til forundersøgelsen får du al den information, du har brug for, vedrørende behandlingen. Du bliver også undersøgt af lægen, og det vurderes, om du er rask nok til at kunne klare operationen. Det er vigtigt, at du informerer lægen om eventuelle sygdomme og brug af medicin. Du er velkommen til at tage en ledsager med.
Forundersøgelsen er ikke bindende, og ifølge Sundhedsstyrelsen har du 2 dages betænkningstid, fra at du modtager informationen, til at du kan blive opereret.
Før operationen
Rygning øger risikoen for infektion og manglende sårheling. Vi anbefaler derfor, at du enten stopper helt med at ryge eller i hvert fald reducerer din rygning 4 uger før operationen. Du skal desuden holde en pause med blodfortyndende medicin før operationen, hvilket du aftaler nærmere med kirurgen til forundersøgelsen. Vær opmærksom på at visse kosttilskud som fiskeolie også er blodfortyndende.
Operation for både øvre og nedre øjenlåg foregår normalt ambulant i lokalbedøvelse. Du kommer hjem, umiddelbart efter operationen er slut. For at forberede dig bedst muligt til operationen anbefaler vi, at du læser vores patientvejledning.
På operationsdagen
For at mindske risikoen for infektion bør du tage et brusebad på selve operationsdagen og vaske kroppen og håret grundigt.
Før operationen snakker du med både sygeplejersken og kirurgen, som gennemgår operationen med dig, og du får svar på eventuelle spørgsmål. Operationen varer ca. 1 time.
Efter operationen
Eftersom begge operationer (både øvre og nedre øjenlåg) foregår ambulant i lokalbedøvelse, kan du tage hjem umiddelbart efter operationen. Der vil være blodudtrædning, hævelse og smerter umiddelbart efter, og for at mindske dette bliver der lagt isposer på øjnene.
Efter operation af øvre øjenlåg lægges der ingen forbinding. Efter operation for nedre øjenlåg bliver der lagt tape under øjnene gående op i tindingen, og du får øjensalve i øjnene. Tapen fjerner du selv efter to dage og tuben med øjensalve får du udleveret på klinikken til at tage med hjem. Du skal anvende øjensalven morgen, middag, aften og før sengetid i to dage efter operationen.
Vi anbefaler, at du holder dig i ro i det første døgn efter operation af øvre og nedre øjenlåg. Resten af dagen efter operationen anbefaler vi desuden, at du fortsætter med at lægge isposer på øjnene for at mindske blodudtrædning og hævelse. Du bør også undgå at få hovedet nedad og sov gerne med en ekstra hovedpude.
Efter operationen kan du opleve lette smerter og ømhed i øjenpartiet samt en følelse af tørhed eller fornemmelse af grus i øjet. Smerterne kan du lindre med Pamol, Panodil, Pinex eller Paracetamol á 500 mg 2 tabletter højst 4 gange i døgnet. Hvis du har fået udleveret en øjensalve efter operationen, skal du anvende den 3-6 gange dagligt i 2 døgn. Er der tegn på øjenbetændelse, skal salven anvendes i længere tid end det.
Efter uger til måneder vil arrene være nærmest usynlige. Huden ved det opererede område kan blive misfarvet, og misfarvningen går normalt over i løbet af ca. 2 uger. Der vil også være hævelse omkring øjnene, som langsomt aftager efter de første tre dage og henover 2 uger.
Trådfjernelsen finder sted 5-7 dage efter operationen.
Forholdsregler
ARBEJDE: De fleste er i stand til at tage på arbejde igen efter 1 uge.
BIL: Vi fraråder, at du kører bil i de første dage efter operationen. Du må køre bil igen, når du kan reagere normalt i enhver situation, og når du ikke tager stærke smertestillende.
FYSISK AKTIVITET: Du kan langsomt begynde med at genoptage sport efter 1-2 uger.
MAKE-UP: Vent med at bruge makeup til du har fået fjernet trådene. Der må ikke være synlige sårskorper.
BAD: Du må gå i bad og vaske håret 1 døgn efter operationen.
SVØMME/BADE: For at du ikke får infektion, må du først gå i svømmehal, badeland eller havvand igen, når der ikke er nogle synlige sårskorper.
SOL: Sol giver hvide ar, så det er vigtigt, at du beskytter arret mod sollys de første 12 måneder. Vi anbefaler, at du ikke tager i solarium og undgår direkte soleksponering det første år.
RYGNING: Undgå rygning i fire uger efter operationen. Rygning øger risikoen for infektion og manglende sårheling.
Det ovenstående er anbefalet af vores speciallæger, men det er individuelt fra person til person, hvornår de føler sig klar til at udføre de forskellige aktiviteter. Det er derfor vigtigt, at du lytter til din krop, og hvad den fortæller dig. Vores prioritet er din tilfredshed og sikkerhed, så husk at ringe til os, hvis du har spørgsmål eller vil se lægen. Efter din forundersøgelse er alle samtaler og kontroller inden for plastikkirurgi gratis. Du får også nummeret på speciallægen, der har opereret dig, så du altid kan ringe til vedkommende i tilfælde af akutte situationer i efterforløbet.
Komplikationer
Nedtrækning af nederste øjenlåg:
Ved operation af nedre øjenlåg er der risiko for nedtrækning af nederste øjenlåg. Dette kan normalt rettes ved en fornyet operation.
Infektion:
Infektion forekommer hos mindre end 1% og kan oftest behandles med vand, sæbe, antibiotika.
Blødning:
Blødning forekommer altid i overkommelig mængde og medfører blåmisfarvning i øjenpartiet. Skulle det bløde ud gennem sammensyningen, kan man selv stoppe blødningen ved et let tryk med en finger.
Føleforstyrrelser:
Nedsat følesans omkring såret er meget normalt. Føleforstyrrelserne normaliseres typisk i løbet af måneder til år, og normaliseringsprocessen kan ikke fremskyndes. Der er ingen garanti for, at følesansen bliver den samme, som den var før operationen.
Ar:
Under operationen placeres arrene sådan, at de følger de naturlige linjer omkring øjnene. De første 3 måneder vil arrene være lyserøde og dermed synlige, men med tiden bliver de blege og falder i ét med den resterende hud.
Kroniske smerter:
Der kan forekomme periodevise eller kroniske smerter hos mindre end 1%. Disse smerter kan være vanskelige at behandle.
Risiko for komplikationer øges ved bl.a. rygning, sukkersyge og overvægt.
Korrektion
På HCA Klinikken er alle korrektioner inden for et år efter din operation uden beregning.
- Ansigtsløft
- Arkorrektion
- Artikler og indlæg
- Brystforstørrelse
- Brystløft
- Brystreduktion
- Brystvortereduktion
- Fedtsugning
- Fedttransplantation
- Filler
- Fjernelse af implantater
- Fjernelse af modermærker mm.
- Hageplastik
- Hudreduktion på inderlår
- Hudreduktion på overarme
- Maveplastik
- Mommy makeover
- Næsekirurgi
- Overskydende hud
- Øjenbrynsløft
- Øjenlågsoperation
- Pandeløft
- Refertilisation
- Stritøreoperation
- Udskiftning af implantater
- Uønsket brystdannelse
- Generelle priser – Plastikkirurgi