Uønsket brystdannelse
Praktisk information og priser på uønsket brystdannelse hos mænd
Gynækomasti er den faglige betegnelse for uønsket brystdannelse hos mænd, og det er et forholdsvis udbredt problem. På HCA Klinikken har vi stor erfaring med gynækomastioperationer.
Priser på gynækomasti
Alle priser er inklusiv:
✓ Patientforsikring
✓ Kontrol
✓ Vest
Nedenstående priser er gældende fra den 11.10.2023.
Forundersøgelse til gynækomasti
Kirurgisk fjernelse af kirtelvæv
Kr. 12.500,-
Fedtsugning
Kr. 18.000,-
Fedtsugning + kirurgisk fjernelse af kirtelvæv
Kr. 24.000,-
Tillæg ved fuld bedøvelse
Kr. 5.000,-
Om gynækomasti
Uønsket brystdannelse hos mænd, også kaldet gynækomasti, er en forstørrelse af mænds brystkirtelvæv. Det kan være medfødt, men det kan også dannes senere i livet oftest på grund af indtagelse af steroider eller overvægt. For nogle mænd udgør brystdannelse ikke kun et kosmetisk problem, men også et fysisk problem, da brystdannelsen kan give ømhed og smerter i brystvævet.
Brystdannelse består af enten fedtvæv eller kirtelvæv. Typisk består det af en kombination af begge dele. Ved hjælp af fedtsugning ofte kombineret med kirurgisk fjernelse af selve kirtelvævet kan du få en flot brystkasse igen.
Effekten af operationen er vedvarende, men resultatet kan påvirkes af faktorer som kroppens naturlige aldring og vægtændringer.
Hvis du har taget anabolske steroider før operationen, og du fortsætter med det efter operationen, er det muligt, at der sker tilbagefald. Derfor fraråder vi fortsat brug af anabolske steroider.
Et trygt behandlingsforløb
På HCA Klinikken har vi fokus på patienten med kirurger, der lytter til dig og tilrettelægger behandlingen så vidt muligt efter dine ønsker. Du vil være i trygge hænder fra start til slut af behandlingsforløbet, og efter endt operation får du et telefonnummer på kirurgen ved behov for akut lægehjælp.
Ved al plastikkirurgi betaler du for den første forundersøgelse, og alle efterfølgende forundersøgelser og kontroller er gratis.
Vi gør opmærksom på, at behandlingen er individuel, og at resultatet varierer fra person til person.
Patientinformation for gynækomasti
Forundersøgelse
Til forundersøgelsen får du en snak med kirurgen, som vil give dig al den information, du har brug for, vedrørende behandlingen. Det er vigtigt, at du informerer lægen om eventuelle sygdomme og brug af medicin. Du er velkommen til at have en ledsager med.
Forundersøgelsen er ikke bindende, og ifølge Sundhedsstyrelsen har du 7 dages betænkningstid, fra at du modtager informationen, til at du kan blive opereret.
Før operationen
Rygning øger risikoen for infektion og manglende sårheling. Vi anbefaler derfor, at du enten stopper helt med at ryge eller i hvert fald reducerer din rygning 4 uger før operationen. Du skal desuden holde en pause med blodfortyndende medicin før operationen, hvilket du aftaler nærmere med kirurgen til forundersøgelsen. Vær opmærksom på at visse kosttilskud som fiskeolie også er blodfortyndende.
Gynækomasti foregår oftest ambulant i lokal bedøvelse suppleret med en sovemiddelrus. Det betyder, at du kan komme hjem, umiddelbart efter operationen er slut. Hvis du aftaler med lægen, at operationen skal foregå i fuld bedøvelse, skal du faste inden operationen.
For at forberede dig bedst muligt til operationen anbefaler vi, at du læser vores patientvejledning.
På operationsdagen
For at mindske risikoen for infektion bør du tage et brusebad på selve operationsdagen og vaske kroppen og håret grundigt.
Når du møder op på klinikken, får du en snak med sygeplejersken, og hun vil gennemgå operationen med dig. Herefter snakker du også med lægen, som vil tage billeder af dig. Operationen varer ca. 1,5 time.
Efter operationen
Hvis du er opereret i lokal bedøvelse uden sovemiddelrus, kan du godt køre hjem selv. Hvis du er opereret med sovemiddelrus, anbefaler vi, at du ikke selv kører, og at du bliver hentet af en pårørende. Efter operationen får du udleveret en vest, som du skal anvende i 3 uger døgnet rundt og yderligere 3 uger i dagtiden. Vesten må kun tages af i forbindelse med bad.
Efter operationen får du sat tape på arret. Hvis der er syet med tråde, får du en tid til kontrol ca. 14 dage efter operationen, hvor tråde og tape fjernes. Her vil du få udleveret mere tape, som vi anbefaler, at du bruger i de første 3 måneder efter operationen. Tapen skal udskiftes hver uge eller hver 2. uge. Hvis du får brug for mere tape, kan det købes på apoteket.
Du vil opleve betydelig hævelse og blåmisfarvning de første 1-2 uger efter operationen, hvilket er helt normalt. Smerterne kan behandles med smertestillende. Du må tage Pamol, Panodil, Pinex eller Paracetamol á 500 mg 2 tabletter højst 4 gange i døgnet.
Vi fraråder kraftig fysisk aktivitet den første måned efter operationen. Efter 6-9 måneder modnes arrene, så de bliver bløde, og farven normaliseres. Hævelsen kan vare i op til 3-4 måneder.
Forholdsregler
VÆSKE: Det er helt normalt, at der siver blodtilblandet vævsvæske ud af arret de første 12 timer. Dette stopper typisk af sig selv.
ARBEJDE: Du kan genoptage arbejde efter 1 uge. Vær forsigtig med at bruge armene for meget i de første 4 uger.
BIL: Du må køre bil igen få dage efter operationen, men kun hvis du ikke har smerter. Det er en god idé at blive hentet af en pårørende efter operationen.
SPORT: Du kan langsomt begynde med at genoptage sport efter 3-4 uger.
LØFT: I de første 4 uger bør du ikke løfte mere end, hvad der er svarende til 2 liter mælk pr. arm.
TAPE: Du får en tape påsat over sammensyningen af arret, og denne må ikke fjernes, da tråden kan ryge med. Tapen fjernes ved trådfjernelsen ca. 14 dage efter operationen. Tapen kan godt tåle vand, så du må heller ikke fjerne den under bad.
BAD: Du må gå i bad dagen efter operationen. Husk at tørre tapen med evt. hårtørrer efter badet.
SVØMME/BADE: For at du ikke får infektion, må du først gå i svømmehal, badeland eller havvand igen, når der ikke er nogle synlige sårskorper.
SOL: Sol giver hvide ar, så det er vigtigt, at du beskytter arret mod sollys de første 12 måneder. Vi anbefaler, at du ikke tager i solarium det første år og bruger solcreme med minimum solfaktor 15 og en UV-top, hvis du alligevel solbader.
RYGNING: Undgå rygning i fire uger efter operationen. Rygning øger risikoen for infektion og manglende sårheling.
Det ovenstående er anbefalet af vores speciallæger, men det er individuelt fra person til person, hvornår de føler sig klar til at udføre de forskellige aktiviteter. Det er derfor vigtigt, at du lytter til din krop, og hvad den fortæller dig. Vores prioritet er din tilfredshed og sikkerhed, så husk at ringe til os, hvis du har spørgsmål eller har behov for en ekstra kontrol. Efter din forundersøgelse er alle samtaler og kontroller inden for plastikkirurgi gratis. Du får også nummeret på speciallægen, der har opereret dig, så du altid kan ringe til vedkommende i tilfælde af akutte situationer i efterforløbet.
Komplikationer
Infektion:
Infektion forekommer hos mindre end 1% og kan oftest behandles med vand, sæbe, antibiotika og ved at åbne sammensyningen på et givent stykke, så betændelsestilstanden kan udtømmes.
Blødning:
Blødning forekommer hos mindre end 1%, og i det tilfælde vil blodansamlingen udtømmes.
Føleforstyrrelser:
Nedsat følesans omkring såret er meget normalt. Føleforstyrrelserne normaliserede typisk i løbet af måneder til år, og normaliseringsprocessen kan ikke fremskyndes. Der er ingen garanti for, at følesansen bliver den samme, som den var før operationen.
Væskeansamling:
Der kan opstå væskeansamlinger i operationsområdet. Hvis det sker, kan de udtømmes på klinikken, men ofte går det over af sig selv.
Kroniske smerter:
Der kan forekomme periodevise eller kroniske smerter hos mindre end 1%. Disse smerter kan være vanskelige at behandle.
Risikoen for komplikationer øges ved bl.a. rygning, sukkersyge og overvægt.
Korrektion
På HCA Klinikken er alle korrektioner inden for et år efter din operation uden beregning.
Vi anbefaler, at du gemmer vesten, som du får udleveret på klinikken efter operationen, hvis der bliver tale om korrektion på et senere tidspunkt. Hvis du ikke medbringer vesten, kan du købe en ny i receptionen ved ankomst.